Du kan få individuel drømmetydning hos mig (se mere nederst) eller gå i en lille gruppe, hvor du lærer at tyde dine egne og andres drømme.

Drømmegruppe i Silkeborg

Der er p.t. 1 ledig plads i drømmegruppen, der mødes på følgende mandage i efteråret 2024:

  • 19/8
  • 30/9
  • 28/10
  • 25/11
  • 16/12

Alle dage er det kl. 17.00-20.00.

Lær at forstå dine drømme

I drømmegruppen starter jeg hver gang med at sige lidt generelt om drømme, symboler, måder at forstå og arbejde med drømmetydning på osv. Derefter går vi i gang med drømmearbejdet. Hver deltager har en drøm med hver gang, og vi bruger 30-45 min. på hver drøm.

Med nysgerrighed, indlevelsesevne og gensidig respekt som de vigtigste redskaber arbejder vi med at få drømmene til at åbne sig. Vi ser den enkelte drøm som en kommentar til drømmerens liv og har særligt blik for de ressourcer i drømmeren, som drømme altid fortæller noget om. Vi søger også at forstå drømmens budskab(er), og hvordan de for drømmeren kan give mening, set i forhold til drømmerens aktuelle (indre og evt. ydre) livssituation.

Én gang hvert halvår arbejder vi kreativt med drømmene. Der er mange forskellige måder at få dybere kontakt med drømmene og deres budskaber. De gange, vi arbejder med kreativt udtryk, bliver responsen fra mig kortere, men til gengæld bliver der en længere periode til selvfordybelse i din drøm.

Drømmegruppe – det praktiske

Der er 3 deltagere i en drømmegruppe, og vi mødes 3 timer pr. gang – inkl. en kort pause, hvor der er the, kaffe og en lille snack. Adressen er: Ladelundsvej 8, 8600 Silkeborg – og du kan parkere gratis lige udenfor.

Prisen for drømmegruppen er 500 kr. pr. gang – dvs. for efteråret 2024 bliver det i alt 2.500 kr., som du bedes betale inden første mødegang.

Hvis du på forhånd ved, der er en eller flere gange, du ikke kan komme, betaler du kun for de gange, du kommer. Og hvis du kommer med i gruppen midt i forløbet, betaler du også kun for de gange, du er med. Betal ved at overføre til: reg.nr. 7241 – kontonr. 0001256497 – eller via MobilePay til: 23012. 

Den drøm, du vil arbejde med, skal du e-maile til mig og de andre deltagere før hver mødegang og senest dagen før, vi mødes.

Kontakt mig, hvis du er interesseret i at gå i drømmegruppe. Hvis der ikke er plads i en eksisterende, starter jeg en ny op, så snart der er tre deltagere.

Drømme er præcise billeder på vores indre

Drømmenes sprog er symbolske billeder, som beskriver vores indre liv meget præcist. Som regel kræver det en indsats at få åbnet drømmebillederne og genkendt dem i sit liv, og den proces medvirker til at gøre drømmenes vejledning levende i os.

Hvilke drømme er vigtigst?

Hvis du kun husker få af dine drømme, så vælg den første den bedste drøm, du kan huske – alle drømme betyder noget og er en mulig hjælp til at forstå os selv bedre.

Hvis du har mange drømme at vælge mellem, så gå efter den drøm, der føles vigtigst.

Har du svært ved at huske dine drømme?

Vi drømme allesammen flere gange hver nat – så uanset om du kan huske dine drømme eller ej, så drømmer du. For at få fingrene i dine drømme kan det være en hjælp at lægge papir og pen klar ved siden af sengen. Når du lægger dig til at sove, så kig på papir og pen som det sidste, og mind dig selv om, at du gerne vil prøve at huske en drøm og skrive den ned.

Når du vågner, så prøv som det første – eller lige så snart du kommer i tanke om det – at huske noget fra dine drømme. Og skriv det ned, du husker – også selv om det måske blot er et enkelt billede eller bare en vag stemning eller fornemmelse af et eller andet.

Det er min erfaring, at når vi sætter ind og virkelig prøver at huske drømmene, så går der ikke mange dage, før vi faktisk kan huske i hvert fald en enkelt.

Individuel drømmetydning

I stedet for at gå i en drømmegruppe, kan du også arbejde individuelt med dine drømme hos mig. Her tager vi udgangspunkt i en eller flere af dine drømme og lader dem udpege de områder i dit liv, der har brug for opmærksomhed – det gælder både vanskeligheder og ressourcer. Vi undersøger, hvordan drømmene spejler dine handlemåder, og hvilke budskaber der kan ligge heri.

Priser for individuel drømmetydning

Hvis du går i terapi hos mig, kan du inddrage dine drømme i terapien eller dedikere en af gangene til drømmetydning. Prisen for en drømmetydning er den samme som for en almindelig psykoterapi (800 kr. for 60-75 min.). Du kan også få en kortere drømmetydning over telefonen – prisen for en “kort telefontid” er 250 kr. pr. kvarter.

Se mine priser her.

Min baggrund for at arbejde med drømme

Jeg har arbejdet med drømme siden 1997 – først med mine egne og senere også med andres. Siden 2008 har jeg som psykoterapeut arbejdet med andres drømme i individuel terapi, i drømmegrupper samt som en del af den uddannelse til psykoterapeut, jeg underviser på. Jeg har selv modtaget undervisning i drømmetydning af blandt andre Jens Enemark, Ellen Enemark, Gunhild Noltensmeier og Ole Lauritsen.